Loven virker

Mange ejere af både små og store køretøjer blev bekymrede over mulige konsekvenser af loven om vanvidsbilisme, da den trådte i kraft den 31. marts i år. I vognmandsbranchen er man jo “tvunget” til at udlåne sin bil til sin chauffør – med risiko for aldrig at få den tilbage, hvis chaufføren træder kraftigt ved siden af og bilen bliver konfiskeret. 

Samlet set har Politiet i de første 6 mdr. siden loven trådte i kraft konfiskeret 510 biler, herunder nogle enkelte lastbiler. 

At konfiskere en lastbil, som ikke tilhører chaufføren, er særdeles indgribende over for en sagesløs vognmand. Og derfor er det glædeligt at Vestre Landsret i en nylig kendelse fandt frem til at ophæve  beslaglæggelsen af en vognmands lastbil, da landsretten vurderede, at chaufføren ikke var i stand til at dække tabet ved en eventuel konfiskation.

Det tilrådes dog fortsat at orientere medarbejderne om vanvidskørsel og den økonomiske konsekvens ved en eventuel konfiskation af køretøjet.

Nye dispensationsmuligheder for miljøkrav

Miljøstyrelsen har indført en overgangsfase, hvor der i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering kan tildeles dispensation til virksomheder, der rammes særligt økonomisk hårdt, når miljøzonekravene for tunge køretøjer skærpes fra 1. januar 2022.

Miljøstyrelsen skal modtage ansøgningen om dispensation inden den 31. december 2021, hvorefter overgangsfasen ophører. Ansøgninger modtaget efter denne dato vil blive sagsbehandlet efter den almindelige dispensationspraksis.

Læs mere om overgangsfasen, dispensationsmuligheder og hvordan du ansøger på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Ny og revideret meddelelse om frontmonterede redskaber

Regler for frontmonterede redskaber diskuteres ofte i vognmandskredse og senest ved foreningens medlemsmøde i Kolding for nyligt, hvor en repræsentant fra Tungvognspolitiet var til stede,

Nu har Færdselsstyrelsen udsendt en ny og revideret meddelelse om regler for frontmonterede redskaber. Og det ser ud til at Styrelsen har oppet sig og ansat en ny kommunikationsmedarbejder. For meddelelsen er let læst med gode illustrationer, der viser hvad der er godt og skidt.

Hent meddelelsen her – og hav den evt. med i bilen, hvis du møder en betjent, der måske ikke har set den. 

Husk medlemsmødet den 11.11.21

Tidspunktet for medlemsmødet i Hovborg, hvor der sættes focus på chaufførmangel og vejpakken, nærmer sig.

Kroen byder på den traditionelle Mortens Aften menu med andesteg og risalamande. Det tager tid at tilberede, så tilmeldingsfristen er tirsdag den 09.11.21 – og gerne før!
 
Hent program for aftenen her!