Bødeblokken sidder løst
Det er ikke blevet lettere for vognmandsbranchen at udføre deres erhverv uden at risikere at havne på bødeblokken.

Risikoen for at være tvunget til at holde døgnhvil uden for de markerede båse på rastepladsen hænger over hovedet på de chauffører, der overnatter ude i ugens løb. I de første fire måneder af 2019 blev der givet 2.088 bøder for lastbilers ulovlige parkering på rastepladser langs motorvejene.

Dernæst har Færdselsstyrelsen skærpet kontrollen med tunge køretøjer på vejene. Det sker på baggrund af direktiv 2014/47/EU, der finder anvendelse fra den 20. maj 2018, og som bl.a. fastsætter nye krav til antallet af vejsidesyn. Det betyder, at styrelsen i samarbejde med politiet årligt har en målsætning om at kontrollere cirka 5000 danske og udenlandske køretøjer.

De mest forekommende fejl ved vejsidesyn er f.eks. fejl på køretøjers bremser og dæk samt lysende kontrollamper, der indikerer fejl ved f.eks. motorstyring eller ABS-bremser. 
 
Lang EU-kontrolliste til brug ved vejsidekontrol
Flere medlemmer har allerede oplevet at blive udtaget til vejsidekontrol med deres køretøj.

Checklisten, som er udfærdigt af EU er lang – 85 sider med adskillige kontrolpunkter.

Hvis betjenten finder fejl ved køretøjet kategoriseres de som “Mindre”, “Væsentlige” eller “Farlige”.

Vurderes en fejl som farlig udstedes der kørselsforbud.

Se checklisten og studer, hvorledes evt. mangler kategoriseres her!
 
Årets studietur
Foreningen har udsendt invitation til årets studietur. Turen køres i år i tidsrummet 19. – 22. september.

Efter besøget på AIRBUS Defence & Space og turen ud i rummet under sidste års studietur er turen nu kommet til AIRBUS fabrikkerne i Hamburg, hvor de kæmpestore fly til civil persontransport bygges.

Herefter går turen langs den tyske Østersøkyst til Rostock, hvor vi bl.a. får indblik i, hvorledes omfattende infrastruktur forbedringer virker og hvorledes gammelt og nyt spiller sammen.

Som altid bliver der tid til udflugter og kollegialt samvær.

Se programmet her – og tilmeldt dig gerne med det samme her

FDL holder møde om bremser
FDL inviterer til bremse-møde på lørdag den 24. august på Hejse Kro ved Fredericia.

Mødet indledes kl. 09.00 og slutter omkring middagstid. Med den debat, vi på det seneste har oplevet, opfordrer FDL vognmændene til at møde op, ikke mindst fordi mødet vil afsløre, hvor let det egentlig er at undgå de evindelige bremse-problemer. Mødets hovedpunkt bliver et indlæg af bremsespecialisten René Lundegaard. René er en af Danmarks førende eksperter på området, og han vil orientere om, hvad den enkelte vognmand kan/bør gøre for at have styr på påhængskøretøjernes bremser. Desuden vil FDL orientere om risiko-elementerne. Desuden vil politiassistent Kaj Klaustrup fra Tungvognscenter Øst være til stede med en bremsestand.
DEKRA afholder jobmesse
Tirsdag d. 24. september åbner DEKRA igen dørene op til deres Jobmesse i Vejen. Man tilbyder arbejdsgivere en gratis stand på messen. Til Jobmessen kan I møde en række nyuddannede og erfarne chauffører, der søger nye udfordringer i transportbranchen. Flere end 1.500 havde tilmeldt sig  deres Jobmesse i april og over 100 vognmænd deltog i alt på 7 lokationer. 

Mangler du chauffører og har lyst til at være med så kontakt konsulent Malene Markvardsen på tlf. 31 63 28 70 eller Malene.Markvardsen@dekra.dk og reserver en gratis stand.