Corona status uge 7

I store dele af transportbranchen er der stadig tale om almindelig forårstravlhed.

Bygge- og anlægsbranchen arbejder normalt, den del af detailledet, som har åben holder en nogenlunde omsætning og landbruget efterspørger den normale sæsonmæssige transportkapacitet.

Lastbiltrafikken over Storebæltsbroen er en indikator for aktiviteterne i samfundet.Det tyder foreløbigt på et fald men ikke den nedsmeltning, som mange frygter.

Tallene viser, at de første fire uger efter nedlukningen i marts gav et udsving fra 2 pct. højere end sidste år til 2,7 pct. lavere målt på de enkelte uger. Påskeugen, som faldt en uge tidligere i 2020 end i 2019, viste et fald på 4,7 pct. i år, og kigger man på ugen efter påske, er der et fald i år på 5,3 pct.

Det er dermed formodentlig stadig de færreste små og mellemstore virksomheder i vores branche, der hidtil har haft behov for at trække på regeringens hjælpepakker. I stedet klarer man sig med mindre justeringer i den faste bemanding.

Alle får dog et tilskud til likviditeten i form af de forlængede frister for indbetaling af moms og skat.

Folketinger har senest bestemt at små og mellemstore virksomheder, der den 2. marts 2020 har indbetalt moms for hhv. andet halvår og fjerde kvartal 2019 får mulighed for at få udbetalt beløbet igen som et rentefrit lån. Lånet skal tilbagebetales den 1. april 2021. Det forventes, at der åbnes for ansøgning i den kommende uge.

DEKRA har åbent igen

DEKRA oplyser, at man nu igen åbnet for fremmøde undervisning på kurser indenfor transport og logistik.

Alle kursister som fik afbrudt deres forløb eller som havde en opstartsdato efter den 12. marts 2020 er i gang med at blive kontaktet med henblik på at finde en ny dato.

Pga. omstændighederne er der dog færre pladser i lokalerne og derfor er flere hold allerede booket helt op.

OK med rekordoverskud

OK-koncernen har præsenteret et rekordoverskud på 586 millioner kroner før skat.

Resultatet for 2019 er især et udtryk for, at moderselskabet har haft vækst på stort set alle forretningsområder.

Resultatet er opnået i en markedssituation, der for samtlige markeder er præget af stærk konkurrence. På den baggrund er det meget tilfredsstillende, at OK oplever stigende kundeloyalitet på det danske marked, mener Jørgen Wisborg, CEO i OK.

»I moderselskabet har vi i de senere år investeret meget i at digitalisere og forbedre kundeoplevelsen på vores 75 Truck Diesel stationer og mere end 670 tankstationer, til landbruget og øvrige erhvervskunder. Vi er eksperter i kundeservice i OK, men det er klart, at innovative abonnementsløsninger og digitale betalingsløsninger i høj grad har været med til at understøtte det hårde salgsarbejde,« siger Jørgen Wisborg og tilføjer:

»Udgangspunktet for vores digitaliseringsstrategi er, at det skal være nemt og bekvemt at være kunde i OK, og det lader til, at kunderne belønner os for vores strategi,« siger Jørgen Wisborg.

Ni er for – 4 er kritiske

S-Regeringen arbejder på at få ændret godskørselsloven for at dæmme op for social dumping. Forslaget baserer sig på en bred politisk aftale fra januar.Transportnyhederne erfarer, at ni organisationer på transportorganisationer er positive over for forslaget, mens fire er kritiske

De ni organisationer, der støtter forslaget er:

FH, 3F Transport, DA, DI Transport, Dansk Erhverv, DTL, KA, Dansk PersonTransport,Trafikselskaberne

De fire organisationer, der er kritiske over for forslaget er:

Det Faglige Hus, Krifa, ITD, Danske Speditører

Transportorganisationen ITD har i de seneste dage kaldt S-Regeringens forslag for kritisabelt og beskyldt S-Regeringen for at haste lovforslaget i gennem.

Døm selv om du er støtte eller kritiker – læs forslaget og se høringssvarerne fra organisationerne her!

Chaufføraflønning 1. maj og Grundlovsdag

3F/ATL overenskomsten:

Medarbejderne har ret til frihed 1. maj og Grundlovsdag efter kl. 12.00
Presserende arbejde kan begge dage udføres efter kl. 12 og afregnes da med en overtidssats svarende til:

  • 1, maj: første 3 timer som 1.-3. overtime – øvrige med højeste overtidstillæg
  • Grundlovsdag: Alle overtimer med højeste overtidstillæg

Krifa/ITD-A overenskomsten:

  • 1. maj er almindelig hverdag
  • Grundlovsdag er en hel overenskomstmæssig fridag.

Ændret erhvervsrabat på Storebælt

Transportvirksomheder får fra 1. oktober 2020 et ekstra incitament til at benytte de mest miljøvenlige køretøjer. Erhvervsrabatten for at krydse Storebælt ændres nemlig.

Det meddeler Transport- og Boligministeriet.

Et flertal i Folketinget har nemlig besluttet for at omlægge erhvervsrabatterne på Storebæltsforbindelsen. Ændringen medfører, at kun køretøjer, der som minimum opfylder Euronorm VI vil modtage rabatten, som vil lyde på 13 procent. LÆS MERE