Nyhedsbrev nr. 22 2018

Politiker arrogance rammer igen transportbranchen

Kolding politikernes beslutning om at lukke Kolding Havn er et nyt arrogant anslag mod transportbranchen.

Ligesom man i årevis har vendt det blinde øje til når motorvejene sander til så transportbranchen må affinde sig med store effektivitetstab, lukker man nu med et pennestrøg en havn, som år efter år præsterer en stigende godsomsætning.

Dobbeltmoralen skinner tydeligt igennem, når alle politikerne gere vil bryste sig af at være “grønne” og giver indtryk af, de helst så al transport udført af jernbaner og skibe.

Havnen giver arbejde til rigtig mange af landsdelens vognmandsvirksomheder, som nu risikerer at godsmængden lander et helt andet sted. Ikke noget at sige til, at en af havnens store virksomheder, DLG er fortørnet – specielt, da man over de seneste år har moderniseret fabrikken for et 3 cifret millionbeløb.

Den planlagte lukning vil dog ikke blive gennemført uden kamp. DI Transport tager handsken op på vegne af havnens virksomheder.  Kolding Havn er jo ikke blot en havn for Kolding by, men en vigtig trafikforanstaltning for hele baglandets forsyningssikkerhed.

Så der er al mulig grund til at bakke Michael Svane og DI Transport op så vi kan bevare den anseelige godsmængde her i landsdelen.

7 gode skatteråd inden nytår

Foreningens eksterne revisor, BDO, Ølgod har listet 7 gode skatteråd som kan anvendes til at huske de muligheder, der er for at planlægge skattebetalingen – erhverv og privat – i 2018.

Indbetalinger til pension, 30% muligheden for selvstændige, bidrag til velgørende formål m.v. giver adgang til at skyde skatten eller få et regulært fradrag – check beløbsgrænser m.v.

Gratis billet til Transportmessen inden nytår

Torsdag den 21. marts til og med lørdag den 23. marts 2019 slår Skandinaviens største og førende transportmesse dørene op til transportmessen i Herning.Skynd dig at printe gratis adgangsbilletter til dig og dine medarbejdere. Efter nytår koster en adgangsbillet nemlig 100 kroner.

Print adgangskort her: http://webshop.transportmessen.dk/Webshop/Identification?id=181&languageId=1

Flere fejl skal tjekkes ved omsyn

Den 20. maj 2018 trådte nye EU-regler for periodisk syn i kraft. Reglerne betyder blandt andet, at flere fejl skal tjekkes ved et omsyn.

Politiet er nu ved vejside kontrollerne godt i gang med at anvende de nye regler, der bl.a. betyder at fejl ved køretøjet, der tidligere blev vurderet som bagatelagtige, nu medfører krav om omsyn.

Færdselsstyrelsen har derfor samlet en række eksempler på fejl, der fremover medfører krav om omsyn.

Se eksempler på fejl, som skal tjekkes ved omsyn her!

Flere medlemmer har desuden været udsat for, at Politiet kræver prøvestuds på alle køretøjets bremser som det er nævnt i synsvejledningen:

Bil og påhængs-/sættevogn til bil, der har trykluftbremsesystem og ALB, skal i trykledningen før og efter ALB-ventilen være forsynet med en prøvetilslutning udformet i overensstemmelse med international standard ISO 3583- 1982

GLÆDELIG JUL

Foreningen ønsker alle medlemmer og læsere af nyhedsbrevet en glædelig jul og et godt nytår!