Nyhedsbrev nr. 18 2017

Mægler eller assurandør?

For ganske få år siden var markedet domineret af 2 forsikringsselskaber med speciale i vognmandsbranchen. Man havde stort set delt markedet imellem sig. I dag er dette duopol heldigvis sprængt og der er nu 9 anerkendte selskaber, med gode forsikringsløsninger til vognmandsbranchen at vælge imellem.

Men hvor finder man de bedste tilbud på de enkle elementer i den forsikringspakke, som vognmanden har behov for?

Det er for de fleste ligeså uoverskueligt som at vælge teleleverandør og de store selskabers konsulenter er idag mere sælgere end de er rådgivere.

Flere og flere virksomheder vælger derfor at overlade det til en forsikringsmægler at finde vej i junglen, indhente de bedste tilbud og klare administration og skadebehandling.

Foreningen har siden starten haft et samarbejde med AIE Insurance Brokers, der kender transportbranchen indefra.

Mange medlemmer benytter sig af et samarbejde med AIE, men nu er der mulighed for at alle øvrige medlemmer kan få et grundigt forsikringscheck – se nedenfor.

Nyt medlemstilbud: AIE checker dine forsikringer

AIE har nu eksisteret i 6 år og det vil man gerne markere med en kampagne rettet mod medlemmer af RAV.

I perioden 15. oktober til 15. december vil en medarbejder fra AIE kontakte de medlemmer i RAV, der ikke allerede har en aftale med AIE.

Hvis AIE får lov til at komme på besøg og forklare hvad man som mægler kan gøre for dig, kvitterer AIE med to flasker god vin!

Indleder I efterfølgende et samarbejde deltager du også i lodtrækning om et rejsegavekort til Bravo Tours.

Læs mere om tilbuddet her!

Tilbageholdelse af hele vogntog – er det retfærdigt?

I sidste uge vedtog Folketingets Transportudvalg en betænkning om forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af social dumping. Selve forslaget er endnu ikke blevet vedtaget i Folketinget, men det fremgår af betænkningen, at et flertal i udvalget bestående af S, DF, EL, ALT og SF ønsker at se nærmere muligheden for at tilbageholde hele vogntoget for at sikre at eventuelle bøder bliver betalt.

Er det rimeligt, at der dermed bliver tale om et konkret medvirkeransvar for transportkøber/speditør, der risikerer at få sine varer tilbageholdt, indtil en evt. bøde er betalt?

Det er der i sagens natur forskellige meninger om: DI og ITD mener at det strider helt grundlæggende imod proportionalitetsprincippet. DTL og FDL mener det er ganske retfærdigt, for transportkøber kunne jo bare have sikret sig, at det valgte vognmandsfirma har orden i sagerne.

Proportionaliteten kan jo også være svær at få øje på, når en vognmand får en bøde på måske kr. 100.000 fordi hans chauffør har overtrådt køre- og hviletidsreglerne?

Spændende bliver det, om forslaget bliver vedtaget, så vi kommer til at opleve lidt “klampning” på rastepladserne fremover.

RAV på jobmesse i Vejen

DEKRA afholdt for nyligt job- og rekrutteringsmesse på Gamstvej i Vejen.

Målgruppen var ledige, som var inviteret til at høre mere om muligheder og jobvilkår som chauffør i transportbranchen.

Foreningen deltog med to repræsentanter, Jan Lillegaard og Carl Jørgen Schmidt, der fik et par travle timer med at fortælle en hel del af de ca. 250 besøgende om de udfordringer, jobbet som lastbilchauffør byder på.

Velkommen til nye medlemmer

Foreningen byder hjerteligt velkommen til nye medlemmer:

Foldingbro Vognmandsforretning ApS, Foldingbro, 6660 Lintrup
Veerst Mørtelværk ApS, Veerst, 6600 Vejen