Nyhedsbrev nr. 15 2017

Bremsekraft på trukne enheder – hvem er det som sover?

Foreningen havde fokus på manglende bremseevne på medlemsmødet i Toftlund i foråret, hvor René Lundegaard havde et indlæg, der handlede om påhængskøretøjers (manglende) bremseevne.

I mellemtiden er emnet blevet højaktuelt efter at pressen har omtalt resultater af vejside kontroller af såvel busser som lastbiler, der har afsløret for ringe bremseevne.

Vi kan kun glæde os over, at dette har medført at også de store brancheorganisationer nu begynder at interessere sig for branchens problemer: DTL har udtalt sig og ITD har været til møde med Færdselsstyrelsen og foreslået, at der nedsættes en arbejdsgruppe.

Tilsyneladende er det en god ide at vække de “sovende” embedsmænd for tilsyneladende ligger problemet ikke hos vognmændene men hos de selvudnævnte eksperter i styrelsen.

Hvis løsningen ligger i noget så simpelt som at foretage en bremseoptimering på det enkelte køretøj, så man opnår effekten af den bremsekraft, der allerede er tilstede på køretøjet – ja så er det vel bare om at komme igang. Nogle vognmænd har allerede benyttet sig at de justeringsmuligheder der er tilstede og opnået stort set samme bremsekraft på trukne enheder som på trækkeren.

Bliv klogere på dette link www.Facebook.dk  Bremsetest.dk hvor René Lundegaard beskriver problematikken nærmere.

Og/eller skynd dig at køre ind til Skifter Lastbil og få justeret bremser – lige nu er der et godt tilbud at hente – se www.skifterlastbil.dk

Årets studietur – bussen er bestilt

Bestyrelsen har udsendt invitation til årets studietur:  Medlemmer med ledsager inviteres i år i perioden den 28.9. -1.10. på en spændende tur til Tjekkiet.

Bestyrelsen glæder sig over, at der har nu meldt sig et tilstrækkeligt antal deltagere til, at turen bliver gennemført.

Men der er stadig plads til flere i bussen og på hotellet – så har du lyst og mulighed kan du stadig nå at komme med – sidste frist for tilmelding er fredag den 1. september.

Nedtælling til “Det Vilde Ræs”


Af hensyn til indkøb af godter til gane og hals vil arrangørerne sætte pris på om interesserede deltagere vil forhåndstilmelde sig på dette link:  Vi kommer selvfølgelig til Det Vilde Ræs!

Mere vejarbejde på Esbjergmotorvejen

Vejdirektoratet fortsætter i det gavmilde hjørne med at lægge asfalt ud i Ribe Amt.

Fra den 28. august og cirka 4 uger frem udskifter Vejdirektoratet den slidte asfalt på E20 Esbjerg motorvejen mellem Korskro og Vejen.

Arbejdet finder sted i østgående retning mellem tilkørselsrampe 73 Korskro og tilkørselsrampe 67 Vejen Ø.

Læs mere om indskrænkninger og afspærring her!

Nu rulles der motorveje ud!

Endelig ser det ud til, at regeringen har fået øjnene op for at samfundet har mere brug for motorveje end skinner. Den foreløbne uge har vi fået (mere eller mindre) lovning på:

Motorvejen E45 udvides måske på strækningerne mellem Skanderborg Syd og Hornstrup ved Vejle og fra fire til seks spor mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord. Derfor bruger regeringen nu penge i finanslovsforslaget på at lave en VVM-undersøgelse. Det skriver Transportministeriet på sin hjemmeside.

Brug af nødsporet på den fynske motorvej:

For at få bugt med den omfattende trængsel i myldretiden på vejstykket, har Vejdirektoratet vurderet, at en model med åbning af nødsporet i myldretiden kombineret med en hastighedsbegrænsning er mulig at etablere i løbet af 3 år.

Og endelig er en ny motorvej Give-Billund-Haderslev på tegnebrættet – se nedenfor.

Høringssvar til indledende høring af ny motorvej Give-Billund-E20-Haderslev

Forslag til linjeføring til ny Hærvejsmotorvej er sendt i høring – se nærmere på http://vejdirektoratet.dk

Da valget af den mest hensigtsmæssige linjeføring er af væsentlig betydning for foreningens medlemsvirksomheder, vil foreningen indgive høringssvar.

Svaret vil formodentlig understrege, at udbygningen af E45 fra grænsen til Hobro fra 4 til 6 spor stadig er afgørende betydning for mobiliteten.

Men samtidigt forventes det at en ny midtjysk motorvej er nødvendig for en hensigtsmæssig afvikling af trafikken ikke alene til/fra Billund/Grindsted området, men også  til/fra Vejen, Varde og den sydlige del af Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner.

Høringen forløber til den 1. september 2017. Formålet er her at indsamle ideer, forslag og bemærkninger til projektet.

Alle interesserede kan indgive høringssvar – brug ovennævnte link, hvis du har lyst til at bidrage.

Foreningens svar vil senere blive offentliggjort her på siden.