Nyhedsbrev nr. 12 2019

Velkommen til ny transportminister
Det er skik og brug, at de store transport brancheorganisationer ønsker en nyudnævnt transportminister tillykke med jobbet.

På denne plads skal der således også lyde et velkommen til Benny Engelbrecht, der fra i går er nyudnævnt minister – den 13. minister på denne post siden årtusindskiftet.

Der er således ikke tradition for at ministeren holder længere end gennemsnitligt knap 1 1/2 år. Men det er værd at hæfte sig ved – og måske glæde sig over – at transportbranchen denne gang får sin egen mister, som ikke samtidig er bolig- og byggeminister.

Bekymringen kan være, at regeringens sats på elbil-området og grøn flytrafik vil fylde for meget i forhold til andre opgaver, der trænger sig allermest på og som gør livet besværligt for vognmandsbranchen.

Trængselsproblemer og behovet for ledige P-pladser er det branchen har størst behov for at få løst på kort sigt.

Men Engelbrecht er valgt i Sønderborg kredsen og må derfor formodes at vide, hvordan en lastbil ser ud og  være bekendt med branchens behov. Forventningerne til hans indsats er derfor foreløbigt høje og positive.

Årets studietur
Foreningen udsender inden længe invitation til årets studietur. Turen køres i år i tidsrummet 19. – 22. september.

Efter besøget på AIRBUS Defence & Space og turen ud i rummet under sidste års studietur er turen nu kommet til AIRBUS fabrikkerne i Hamburg, hvor de kæmpestore fly til civil persontransport bygges.

Herefter går turen langs den tyske Østersøkyst til Rostock, hvor vi bl.a. får indblik i, hvorledes omfattende infrastruktur forbedringer virker og hvorledes gammelt og nyt spiller sammen.

Som altid bliver der tid til udflugter og kollegialt samvær.

Arrangement støttes med en donation fra FDE-fonden på kr. 25.000.

 
Husk ansættelsesbeviset
Alle medarbejdere, der er ansat for mere end én måned, og som arbejder mere end 8 timer pr. uge, har krav på et ansættelsesbevis. Der er en lang række krav til, hvad der skal fremgå af ansættelsesbeviset. Kravene fremgår enten direkte af overenskomsten eller af ansættelsesbevisloven. Ansættelsesbeviset skal bl.a. oplyses om arbejdssted, arbejdstid, løn, varighed, opsigelsesregler og overenskomstforhold. Medarbejdere omfattet af ATL-overenskomsten skal senest den anden hverdag efter ansættelsesforholdets start have et ansættelsesbevis. Medarbejdere omfattet af andre overenskomster kan have andre frister. Det er derfor vigtigt at tjekke de enkelte overenskomster. Er medarbejderen ikke omfattet af en overenskomst, følger man ansættelsesbevisloven. Der er fristen én måned. Det vil sige, at medarbejderen senest én måned efter ansættelsens start skal have udleveret et ansættelsesbevis. Sker der ændringer i eksisterende medarbejderes ansættelsesforhold, skal der enten laves et nyt ansættelsesbevis eller laves en tilføjelse til det eksisterende bevis. Der gælder de samme frister som ovenfor.
 

Det historiske hjørne
Om 4 år kan medlem af foreningen HLH Transport i Glejbjerg fejre 100 års jubilæum.

Firmaet ejes og drives i dag af Hans Lage Hansen og tilbyder distributions- og kurerkørsel samt oplagring.

Vognparken omfatter 7 trækkende enheder.

Se nogle klip og billeder fra firmaets historie her!
God sommer!
Agurketiden står for døren og redaktionen af nyhedsbrevet holder sommerferie.
 
Vi er tilbage i august og ønsker alle læsere en god sommer!